fredag den 29. marts 2013

Powerwalk!

For et par måneder siden, da jeg var skadet i foden gjorde jeg nogle gange brug af at powerwalke i stedet for at løbe. Powerwalking er stadiet mellem gang og løb, man går så stærkt at man næsten har lyst til at løbe. Det er ikke ligeså hårdt for kroppen som løb kan være, men man får alligevel banket pulsen op og efterforbrændingen er således også noget man får gavn af :)
Jeg havde forleden dag planlagt en løbetur, fordi vejret viste sig fra sin sidste bedste side med en blå himmel og næsten ingen vind. I stedet for at løbe, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide med en times powerwalk, så jeg bedre kunne nyde vejret, omgivelserne og få en alsidig træningstur.

Jeg havde pulsur med gps på, så jeg kunne holde øje med hastighed og puls. Hastighedsmæssigt var mit mål var at gå med 7-8 km/t, så jeg var sikker på at det ikke blev en stille gå-tur, som nogle gange også kan være rart :) Jeg powerwalkede i en skov med mange stigninger og brugte derfor anledningen til at spurte op ad bakkerne og gå ned igen. Der er også nogle trapper, som jeg løb op ad 10 gange og gik ned. I mellem løb og trapper gik jeg hurtigt og sørgede for, at pulsen stadig var på et nogenlunde højt niveau.
Pulsmåleren brugte jeg derfor til at se, om jeg fik presset mig selv på stigningerne, på trapperne og mellem disse.
Billedet ovenover viser, at jeg (heldigvis) kom op på en rigtig høj puls engang imellem, men at den samtidig kom ned igen :) Husk, at pulsen skal have lov at falde lidt efter en spurt, så kroppen får energi til endnu en stigning.

For at blive en bedre løber og for ikke at blive træt af de samme 5 km hver gang, er det vigtigt at variere sine løbeture med forskellig hastighed, længde, type og omgivelser. Så lad dette indlæg være en opfordring til at benytte påskedagene på at prøve powerwalking af - jeg var ihvertfald godt øm i balder og baglår bagefter :)

God påske.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar