mandag den 25. marts 2013

Hvidkålsbund med topping

For 2 år siden boede og studerede jeg i Barcelona i 6 mdr sammen med to skønne piger fra mit studie. Vi boede i et dejligt kvarter og fik selvfølgelig en "stambar". Her tog vi ned for at spise, drikke øl, se fodbold eller bare hygge os, da der næsten kun var spaniere dernede. På denne stambar kunne man få en varm sandwich med ost, tun og avocado - og den smagte himmelsk. Til frokost i dag fik jeg en vild lyst til denne kombination, og for dem der ikke har smagt det, lyder det måske lidt underligt, men tro mig - det er godt sammen! :)
Dagens frokost: Hvidkålsbund med tun, avocado, soltørrede tomater og feta
Derudover hummus og grøntsager

Oftest leder en mad-idé videre til en anden mad-idé og jeg synes det er sjovt hele tiden at videreudvikle retter, alt efter ens lyster (og køleskab). Da jeg om et par dage tager hjem til København på påskeferie, er det samtidig en god anledning til at få tømt ud i køleskabet. Jeg havde lidt hvidkål og et par gulerødder liggende - så hjernen gik i gang og det endte i denne geniale (hvis jeg selv skal sige det) idé: Hvidkålsbrød med tun og avocado.
Jeg lavede hviskålsbrødet, eller bunden, med inspiration fra denne opskrift hos madbanditten, men i stedet for løg, brugte jeg gulerødder.
Efter bunden havde været en tur i ovnen puttede jeg fyld på (tun, fetaost, avocado og soltørrede tomater) og gav den et par minutter mere. Det smagte så godt og jeg drømmer allerede om al mulig andet fyld at toppe bunden med.
Inden bunden kom i ovnen med tunfyldet og det efterfølgende resultat :)
Til en stor plade hvidkålsbund:
450 g hvidkål (ca)
3 gulerødder
Reven parmesan
2 store æg
3 tsk fiberhusk
salt, peber, oregano og timian

Blend hvidkål og gulerødder, tilsæt resten, smør dejen ud på en pande og giv den 10-15 minutter ved 230 graders varmluft.
Før og efter en tur i ovnen. 
Jeg tog bunden ud, skar det stykke af jeg skulle bruge, puttede fyld på og gav den et par minutter mere. Da bunden fyldte en hel bageplade, tog jeg resten fra, så det kan blive gemt til andre lækre toppings de næste par dage :)
Bunden kan sagtens bruges som erstatning for en pizzabund og her gælder samme princip med at tage bunden ud, putte det ønskede fyld på og så give den 5-10 minutter. Grøntsagerne til bunden kan varieres efter hvad der er i køleskabet, men jeg synes denne kombination var god. Jeg er også glad for at bruge blomkål, som bund, hvilket kan ses her.
Jeg kan godt lide at prøve  al muligt forskelligt og gerne lidt alternativt som fyld til toppen. - Har I nogen yndlingstoppings til pizza, som måske er lidt utraditionelle?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar