søndag den 12. maj 2013

Hjemmelavet proteinpasta med kikærter i tomatsovs

Jeps - vi bevæger os ind i det vegetariske hjørne, men det betyder bestemt ikke, at der ikke er plads til proteiner.

Pastaen er et fint alternativ til grøntsagsspaghettien og er anderledes i konsistens og smag. Ligesom med grøntsagsspaghettien, skal man ikke forvente at tygge på en pasta, men den minder nok mest om den traditionelle pasta, da både formen og farven er ens. Forskellen, og den helt store fordel er, at denne pasta er uden stivelse, kulhydrater og gluten og den store mængde af protein gør, at den mætter utrolig meget. Man slipper derfor for oppustet mave og mærkelig mæthedsfornemmelse bagefter :) Da jeg fik lyst til at lave en helt anderledes pastaret end jeg plejer, serverede jeg den med en pastasauce med kikærter, gulerødder og spinat.
Alt i alt bidrager retten med gode næringsstoffer - sunde proteiner fra både æg, hytteost og kikærter, samt smag og vitaminer fra krydderier og grøntsager. Så I kan godt høre det er en vinderret, selvom den er vegetarisk! ;)

Jeg har fundet inspiration til opskriften forskellige steder på nettet og skriver den, som jeg lavede den. Osten kan skiftes ud med flødeost, fromais frais, eller lign - der skal bare være godt 125g i alt. 

Hjemmelavet proteinpasta (2-3 personer) 

4 æg
100 g hytteost
25 g feta
5 tsk fiberHUSK
Frisk timian (kan udelades)
Salt (jeg undlod dette, da jeg brugte feta, som er ret salt)

En lille guide: 1. Massen efter den har været i køleskab 2. Dejen på bagepapir
3. Efter 15 min i ovnen. 4. Kølet let af og rullet til en roulade 
Ovnen tændes på 150 grader
Pisk æggene luftigt, tilsæt resten af ingredienserne og pisk igen. Lad massen stå på køl i ti minutter.
Pensl imens to stykker bagepapir med lidt olie og put dejen på det ene stykke. Læg det andet ovenpå (med oliesiden mod dejen) og fordel massen, så den fylder hele bagepapiret. Her brugte jeg først forsigtigt en kagerulle og bagefter en flad hånd. Tag forsigtigt det øverste stykke bagepapir af og bag dejen i ovnen i ca. 15 min til den er blevet let gylden. Hold øje med den, vi skal helst ikke have sort og brændt pasta ;-) Lad dejen køle en smule, rul den sammen til en roulade og skær i den ønskede pasta-tykkelse.
Det ser ikke ud af meget, men lad dig ikke snyde - det mætter mere end traditionel pasta :)
Kikærter i tomatsovs med gulerødder og spinat (2-3 personer)

1 løg 
3 gulerødder
3 fed hvidløg
Karry
Spidskommen
Chili
Salt 
Peber
Lidt citronsaft. 
1 dåse hakkede tomater
150 g spinat (frisk/frossen)
1 dåse kogte kikærter. 

Svits karryen af i olie eller smør, tilsæt løg og lad simre i fem minutters tid ved middel varme. Tilsæt gulerødder, hvidløg og resten af krydderierne og giv det igen et par minutter, inden du tilføjer citronsaft og derefter hakkede tomater. Vask eller tø spinaen op, ved det i tomatsovsen, put kikærterne i, lad simre indtil pastaen er færdig og server! :) 
Proteinpasta, kikæter og parmesan på toppen :)
Sovsen og pastaen kan jo laves hver for sig. Jeg forestiller mig, at pastaen kan være god med hjemmelavet pesto, sprødstegte grøntsager med kylling eller i en traditionel spaghetti carbonara :) 
Kikærteretten er ret SU venlig og kan godt udgøre et måltid i sig selv. Derudvoer tror jeg den er god med broccoli/blomkålscouscous, naanbrød, sprøde kålblade eller med græsk yoghurt på toppen.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar