fredag den 3. maj 2013

Jordbærsmoothie med banan, peanutbutter og rosmarin

Vi fortsætter i sommertemaet. I dag med denne lækre jordbærsmoothie, der her på billedet kommer til sin ret - i morgensolen med blomsterne og krydderurterne fra altankassen i baggrunden :)


Jeg lavede den, fordi jeg skulle til yoga klokken 9, og da jeg ikke ville være alt for mæt under timen, besluttede jeg mig for at lave en smoothie med masser af vitaminer og smag. 
Jeg søgte lidt på nettet efter jordbærsmoothies og da jeg faldt over en med blandt andet rosmarin, peanutbutter, ingefær og kanel på aarstidernes hjemmeside, måtte jeg prøve den! Det lød for specielt til, at jeg bare kunne lade den ligge :)

Den smagte rigtig godt - det er en perfekt kombination af smagsvariationer og der er ikke en af dem der går for meget igen. Prøv den som et frisk morgenmåltid, eftermiddagssnack, dessert - eller bare når du lyster. Den mætter dejligt i et par timer :) 


Jeg har ændret en smule i ingredienserne i forhold til den oprindelige og skriver den som jeg lavede den ( lidt på gefühlen, men jeg tror det passer nogenlunde)
Der bliver to store glas: 

1 frossen banan (har du ikke, kan en moden banan også bruges) 
200 g friske jordbær
2 spsk peanutbutter
Hvad der svarer til 1/2 l mælkeprodukt - jeg brugte yoghurt natural, skyr og lidt kærnemælk vi havde tilovers fra den hjemmelavede koldskål
En stump frisk ingefær 
1/2 citron
1/2 tsk kanel 
1 kvist frisk rosmarin (tørret kan også bruges vil jeg tro) 
1/2 tsk vaniljepulver
Lidt hørfrø
1 daddel (smag på den først og tilsæt hvis den ikke er sød nok) 

Skær citronen i skiver, ingefær i små stykker og blend hele molevitten sammen og server med det samme. Jeg puttede lidt hakkede mangler på toppen - smukt, lækkert og enkelt. NU er vi klar til sommeren :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar